Archive for the 'Debat' Category

Københavnerkortet – holder det?

Oven på snakken om ODIS og udfordringerne for vinderen af idékonkurrencen med at få adgang til Københavns Kommunes data er det interessant at se, hvordan kommunen selv mener, data skal deles. At man tilbyder en sådan løsning er grundlæggende set rigtig godt. Men den gode hensigt retfærdiggør ikke nødvendigvis et sløjt resultat. Slet ikke når man så insisterer på ikke at udlevere data til mash-upper’en med den oprindelige idé.

I mine øjne er resultatet… middelmådigt. Igen vælger en offentlig instans at prøve kræfter med visuel formidling af data med et resultat, der ikke er helt on par med den standard borgerne er vant til. Debatten kører lige nu på Creunas blog. Er det ok, at KK vælger at lade hånt om designprincipperne for kortløsninger? Eller ville det være bedre, at sende data ud på etablerede og anvendte platforme som Google Maps, Bing Maps etc.

Eller, som vi forsøger at slå et slag for – gør blot data offentlige. Så skal mash-upperne nok producerer løsninger, der i langt højere grad sparker …

Får Danmark snart en National Databank?

Vi vender – igen – øjnene mod vest, hvor Obamas vision om et mere transparent USA med lov i hånd driver en tvangsåbning af føderale databaser.

Data.gov tilbyder rå data i store mængder om en hel del. Og målet er, at banken skal give adgang til data fra alle føderale kilder. Og det giver borgere og journalister med flair for visualisering og databehandling fantastiske muligheder. Der er f.eks. ingen politisk agenda, der kan styre, om en borger vælge at krydse geografiske data om sygdom og dødsfald med geografiske data om udledning af giftstoffer.

Visionen er flot og kunne være et mål for Den Digitale Taskforce hos Finansministeriet. Hellere åbne data, end flere offentlige portaler med uklar agenda. Lån gerne fra data.gov’s tekst :)

A primary goal of Data.gov is to improve access to Federal data and expand creative use of those data beyond the walls of government by encouraging innovative ideas (e.g., web applications). Data.gov strives to make government more transparent and is committed to creating an unprecedented level of openness in Government. The openness derived from Data.gov will strengthen our Nation’s democracy and promote efficiency and effectiveness in Government.

Accountability, ja tak.

Bystyret i Washington DC mener, at borgerne har ret til at, hvordan deres politikere klarer sig. Derfor har man lanceret Track DC, der visualiserer data fra alle departments i statens styre.

Her findes et dashboard for hvert enkelt kontor: Er man på budget? Overholder man kvalitetsmålene – kort sagt: Leverer man varen?

En glimrende idé som kan adapteres af kommuner, regioner og ministerier i Danmark. Ofte vil data, som eksemplet fra Department of Transportation her til højre, vise, at man faktisk, for det meste, er on track. Data kan således fortælle en positiv historie, hvor pressen typisk kun vil fortælle den negative. Ved at levere fakta direkte til borgerne kan politikerne undgå journalistens vinkling og oppositionens spin.

Data kan også fortælle borgerne, hvorfor det kan være svært at nå målene, hvis budgetterne ikke er til det.

Hvis kommuner, regioner og styrelser ikke ønsker at servere dashboards, så kan man vælge blot at frigive kvalitets- og budgetdata, så skal vi andre nok visualisere dem.

ODIS-konferencen fortæller en vigtig historie

Desværre havde jeg ikke mulighed for at deltage i ODIS – Offentlige Data I Spil – 4. februar (skamfuldt… jeg har det ikke godt med det), men følger naturligvis debatten. ODIS-initiativet fra IT- og Telestyrelsen er et vigtigt og aktuelt initiativ, som man ikke kan rose nok – og belyser på mange måder udfordringerne i Danmark. Hvilket vist også var idéen.

På Version2 beskrives vinder-idéerne i ODIS’ idé-konkurrence. Når det nødvendigt at udskrive en idé-konkurrence om visualisering og mash-ups, så viser det netop, at Danmark er bagud på datafronten, og det er måske den vigtigste erkendelse, som konkurrencen har fostret. Groft sagt: Idéen om en toilet-applikation er sig selv intet værd, mens besværet med at få fat i data fortæller en vigtig historie:

I artiklen på Version2 beskrives, hvordan ophavskvinden til vinderidéen ikke kunne få udleveret information om, hvor offentlige toiletter i København findes. Om Københavns Kommune har følt, at offentlige toiletter er et muligt terror-mål, eller hvad grunden nu har været, oplyses ikke – men åbenbart føler myndighederne et meget stort ejerskab over selv de mest trivielle data. Denne holdning skal ændres, hvad ODIS har gjort sit for.

At belønne idéer i sig selv er godt, men ingen løsning. En idé er netop blot en idé, og den kræver politik, ressourcer og argumentation for at blive til en reel løsning. Og lige pludselig står vi med et klassisk, offentligt IT-projekt med al hvad deraf følger af omkostninger, agendaer og – af og til – skandaler.

Reel innovation og værdiskabende applikationer og mash-ups opstår som resultat af en bottom-up-proces, der starter med data. Idéen fostres af de tilgængelige data og omkostninger er lave fordi data allerede er der og ikke kræver integrationer og samarbejde mellem myndigheder.

Problemet er, i mine øjne, at ønsket om frigivelse af data ikke kommer fra toppen. Gode kræfter i IT- og Telestyrelsen gør hvad de kan, men vi skal højere op. USA rykkede hurtigt og pludseligt, da præsidenten himself dekreterede fri adgang til data og smed ressourcer efter projektet. Vi har brug for at ministre udsteder disse dekreter uden at kende idéerne og uden at efterspørge en cost-benefit-analyse eller en garanti for succes. Og uden at bestemme, hvad det endelige produkt kan eller gør.

Det starter med data. Og det starter med en lodret ordre ovenfra om at åbne op.

Kære Danmarks Statistik…

…denne blog er til jer. Vi er rigtig mange mennesker med en hang til web, til datavisualisering, til design og til innovation, som ønsker os at komme i lag med de enorme mængder information, I ligger inde med.

Det er data, der beskriver sammenhænge, tilstande og forandringer i det danske samfund, men som er stort set umulige at komme i nærheden af for almindelige mennesker. Jeres formidling er kringlet, indadvendt og – ja – lidt kedelig.

Vi vil gerne hjælpe. Følg med her og få idéer og inspiration til, hvordan I kan åbne for sluserne og lade data strømme ud til de hundredevis af meget dygtige mash-up’ers, som ikke kan vente med at sætte dem sammen på nye måder.

Vi håber på at høre fra jer.